Småstatsmentalitet og statemanship

Der lå en stemning af fanfare og kontant statemanship over Foghs udmelding forleden om, at Danmark nu for alvor må få vristet sig ud af småstatsmentalitetens puppe og vænne sig til en aktivistisk udenrigspolitik. Som det ofte har været tilfældet, når Fogh med jævne mellemrum forsøger sig med en eller anden form for mere eller mindre højtravende ’opgør’, gør to ting sig også i denne sammenhæng gældende: Det såre uoriginale - og derfor også meget lidt paradigmebrydende/-fornyende - i statsministerens udmelding og en god dosis af såvel hykleri som dristig skråsikkerhed på historiens vegne. For det første: Den aktivistiske linje i dansk udenrigspolitik er ikke ligefrem spritny. Efter den kolde krigs afslutning (og dermed Sovjetunionens afvikling) og Tysklands indtræden i EU, var 2 stormagter, Danmark traditionelt måtte tage strategiske hensyn ift., ikke længere en direkte bekymring. Det gav en større grad af frihed (men betød selvfølgelig at orienteringen nu gik i retning af EU, når det kom til det udenrigspolitiske) og indvarslede en mere aktivistisk linje i dansk udenrigspolitik. Ændringen blev især evident hen mod 90’ernes slutning, hvor Danmark under SR-regeringen deltog i bombningerne af Irak i 1998 og året efter i NATO-bombningerne af Kosovo, begge under ledelse af amerikanere og briter, og begge uden legitimering fra FNs sikkerhedsråd. Den nuværende regerings politik indvarsler altså ikke et aktivistisk paradigmeskifte i den radikale grad, Fogh kraftigt indikerer. Det nye i henhold til Irakkrigen er snarere, at der brydes med en årtier lang politisk konsensus om, at militære operationer foregår på det bredest mulige politiske grundlag (i dag er tilfældet som bekendt det spinkleste), og at Danmark i Irakkrigen stod meget alene i EU - og gør det i endnu højere grad i dag end ved krigens start! - med regeringens støtte til USAs krig (i modsætning til under Kosovokrigen, hvor der i EU generelt var opbakning til at gå udenom FNs sikkerhedsråd og indlede NATO-operationer).

Det bringer os videre til det hykleriske i Foghs argumentation: At vi idag virkelig træder i karakter som stat, at vi kaster vendekåbesmudset og den ynkelige stormagts-følgagtighed af os. For hvis der er noget, der kendetegner dansk udenrigspolitik anno 2006, så er det den eklatante følgagtighed i forhold til verdens hegemone stormagt, USA, i alt hvad vi gør. Regeringen er hurtig til at følge USA, men mildest talt noget trægere, når det handler om at sende Bush den kritik, en ægte liberal regering selvsagt burde rette - skarpt og uden tøven - mod modbydeligheder som Guantanamobasen, hemmelige CIA fængsler, borgerrettighedskrænkelser osv. Dels kan dette hænge sammen med, at regeringens forargelse over og manglende forståelse for disse fænomener muligvis ikke er så stor, som den pligtskyldige men noget mumlende afstandstagen af og til søger at udtrykke. Men først og fremmest hænger det sammen med Foghs viden om egen underdog-position og hans lidet heroiske ønske om at være den følgagtige væbner, der får sommerfugle i maven af at sidde ved bord med de store. Se, dét er småstatsmentalitet, der vil noget! Og det er temmelig langt fra den idealisme, som Fogh indikerer, nu er på banen.

Når man holder dette in mente, virker det svært overmodigt at Fogh – på samme måde som han gjorde det med samarbejdspolitikken – retter et så skarpt angreb på ”årtiers” dansk udenrigspolitik præget af småstatsmentalitet. Man kan endda med nogen ret hævde, at Danmarks position historisk under fx den kolde krig var kendetegnet ved en væsentlig sværere linedans end i dag, hvor vi kan orientere os i forhold til såvel USA som EU (der selvfølgelig næppe kan kaldes nogen egentlig stormagt, eller endsige en egentlig sammenhængende enhed som sådan); dvs. to magtpoler, som endvidere taler (mere eller mindre) høfligt om tingene uden en krigssituation lurende i et ideologisk fjendskabs skygge.

Den daglige terror

Nyheden om den mulige terrorsag i Vollsmose var ikke mange timer gammel, før Dansk Folkeparti stod klar med skruenøglerne for at stramme antiterrorlovgivningen. Eller rettere, det havde de sådan set gjort længe, men sagen blev benyttet som et påskud for en lidt selvmodsigende ’chokeret’ ”hvad sagde vi”-position: Der må skrappere midler til! Udover det i sig selv anfægtelige i sådan en logik – man kunne sagtens argumentere for, at PETs optrævling af en (mulig) dansk terrorcelle netop er et bevis på systemets allerede velsmurte effektivitet – er standpunktet naturligvis også i sig selv såvel farligt som forkasteligt. Vi har allerede set, hvordan Greenpeace (!) er blevet dømt efter den nuværende terrorlovgivning – den lovgivning, man altså ønsker yderligere strammet.

Under alle omstændigheder er og bliver sikkerhed i absolut forstand en illusion. Det er en drøm, en fantasi der på samme måde som de fleste andre samfundsmæssige fantasier har det med at slå over i mareridtets modsætning. Det virkelig skræmmende er således heller ikke så meget muligheden for terrorangreb – vi ved, at den er der, men vi ved ligeledes at den er minimal og burde være af megen mindre interesse end langt mere udbredte og presserende politiske problemer – det skræmmende er det fuldstændigt forvrængede proportionsforhold mellem frygten for terror og risikoen. En undersøgelse lavet af ACNielsen på baggrund af spørgsmål til 23.000 deltagere i 14 lande giver således danskerne førstepladsen, når det gælder terrorfrygt: Hver fjerde (!) dansker nævner terrorisme som en af deres to primære bekymringer i livet (!!). Hvis ikke det var så tragisk, kunne man sige, at disse mennesker må leve liv, der i hverdagen er sorgfrie grænsende til det bekymrende. Men undersøgelsen viser desværre med tydelighed, hvor effektiv den politiske terrorpropaganda har været.


Det er ikke sexet at sige det, det er ikke noget radikalt eller nyt standpunkt, men reel terrorbekæmpelse foregår ikke først og fremmest via hård sikkerhedspolitik – tryk avler i reglen modtryk, og hvis man ikke gør noget ved de problemer, der gør terrorismen ”lukrativ” (fx social og økonomisk segregation), formår man gennem skærpelser kun at styrke staten på bekostning af borgerne og deres rettigheder. I den sammenhæng er DFs strategi den mest hykleriske og uansvarlige af dem alle: Den let skjulte insisteren på, at enhver muslim er en potentiel terrorist og som sådan må mødes med mistro, medfører kun en meget reel fare for, at flere nydanskere vil vende sig imod det samfund, der ikke levner dem plads. Det er dæmoniseringens selvopfyldende profeti: Fjendebilleder avler fjender.

De svage tankers vægt

En af de mest mærkværdige filosofiske "stjerner" (hvis det da giver nogen mening overhovedet at tale om stjerner indenfor noget så sekterisk og ofte elitært som filosofi) lige for tiden er den italienske filosof Gianni Vattimo. En samling af hans essays er udkommet tidligere i år på Århus Universitetsforlag under titlen "Nihilisme og emancipation". Titlen indikerer udmærket Vattimos grundlæggende standpunkt (i hvilket han trækker/tolker på Nietzsche og Heidegger): At nihilismen er en frigørende faktor, at tabet af absolutter ikke skal begrædes men fejres som det tab af (potentielt) undertrykkende skråsikkerhed og autoriteter, det er. Vattimo advokerer istedet for sin egen "svage tænkning", der (i hvert fald i teorien og ifølge Vattimo selv) er karakteriseret ved en refleksiv-kritisk ironi; den svage tænkning vil ikke, som relativismen, blive sit eget absolutte, og 'forskyder' sig derfor hele tiden gennem en ironisk 'distance' til sig selv.

Dette filosofiske udgangspunkt kan man jo i sig selv mene om, hvad man vil. Personligt fandt jeg det i starten ganske interessant og tillokkende; afvisningen af dogmatik og absolutter er jo altid prisværdig, og inddragelsen af ironi som et refleksivt værktøj, der gør, at man ikke bliver offer for sig selv, er utvivlsomt et langt stykke hen ad vejen både en farbar og interessant vej. Omvendt kunne man måske frygte, at Vattimo gik hen og blev et slags filosofisk eksempel på 60'ernes situationister - selvom han naturligvis ikke essentielt har noget som helst til fælles med de historiserende kunstnermarxister. I deres frygt for at blive "rekuperet" af det repressive, (men skræmmende tilpasningsdygtige!) borgerligt-kapitalistiske kunst/billedforbrugende og (om)skabende samfund, endte situationisterne med helt at undlade at lave kunst. På samme måde kunne man måske frygte, at en tænkning, der er så bange for at blive absolutistisk, at den nærmest evindeligt må distancere sig til sig selv, til sidst afvikler sig selv som tænkning i nogen meningsfuld og substantiel forstand.

Men faktisk går det anderledes - men ikke just bedre - for Vattimo. En ting er, som bekendt, en teoris fortræffeligheder og problemer, noget andet den praksis, der stikker sit ansigt frem under teorien. Vattimo kan nemlig ikke lade være med at holde så meget af kristendommen. Jesus er i Vattimos optik en form for anti-metafysiker (!) og sekularist (!), der i sig bærer sin egen kritik (på samme måde som Vattimos svage tænkning ifølge ham selv gør det). Fordi Gud bliver menneske bliver han svag, og dermed af-absolutiserer han sig selv. Konsekvenserne af denne tanke er nærmest ren komedie, hvilket man også kunne forvisse sig om i januar 2006, da idehistoriker Jens Viggo Nielsen, der har oversat "Nihilisme og emancipation", i Eksistens på P1 måtte indrømme, at Vattimo nok ville mene at "vores kultur er mindre kulturimperialistisk end de andre, fordi den lader de andre komme til orde" (sic!). Den vestlige, kristne verden kan altså sole sig i sin nærmest absolutte åbenhed, mens de andre generelt er lukkede. Det er nærmest tragisk-morsomt at se, hvordan Nietzsche-disciplin Vattimo i virkeligheden indirekte gør, hvad Nietzsche i "Antikrist" anklagede de kristne for at have gjort: Han ophøjer sin egen 'svaghed', dvs sin svage tænkning, til en styrke og bliver indirekte repressiv/overlegen.

Nuvel, citatet var Jens Viggo Nielsens, ikke Vattimos eget, så lad os gå direkte til kilden, som den kritiske læser vil kræve det: I "Fred og frihed", et essayuddrag fra"Nihilisme og emancipation" som bragtes i seneste nr af Lettre Internationale, skriver Vattimo ganske vist, at kristendommen må besinde sig og holde fast i en form for ironi/selvironi - alt andet ville da også være for åbenlys en tilsidesættelse af hele hans egen filosofi. Hvis Gud blev menneske i Jesus, kan guddommelighed i fx en hellig ko således heller ikke udelukkes (!). Men læser man mere nøje, finder vi mere eller mindre eksplicitte udtryk for Vattimos problematiske standpunkt: Mystisk er fx en udmelding som "Det handler netop om - på en sådan måde, der ikke nødvendigvis er fjendtlig overfor religionen, og særligt den kristne - reelt at tage afsked med fordringen på de absolutte sandheder" (min fremhævelse). Helt åbenlys bliver den svage tænknings hykleri, når Vattimo efter førnævnte udmelding om det vigtige i at holde fast i den kristne religions relativitet, skriver om 'det faktum': "(...) at vestliggørelsen (og måske også kristningen) af verden, som er et fænomen, der vanskeligt kan stoppes, kun kan ske fredeligt gennem processuel opløsning og svækkelse af deres sandhedskrav og absolutte gyldighed" (min fremhævelse)! Pludselig synes vigtigheden ved en pragmatisk (for det må jo i virkeligheden være et mere passende ord i denne sammenhæng) og (små)ironisk "vestlighed" og kristendom snarere at ligge i en taktisk overvejelse, angående hvor smidigt en mere eller mindre hegemon, vestligt domineret verdensorden kan etableres. Måske er Vattimo slet ikke så kritisk indstillet overfor udsigten i Samuel P. Huntingtons tese om civilisationernes sammenstød som han indikerer - måske er et vist element af ironi i den vestlige branding bare en nødvendighed for at vinde kampen? Påfaldende er under alle omstændigheder den ironiske nihilists resignerede, apatiske holdning, når det kommer til det uafvendelige i den fortsatte vestliggørelse (og måske også kristning!) af verden.

Vattimo kan altså ikke rigtig leve op til sin egen teori, til sin "svage tænkning": Der er langt hen ad vejen ikke nogen væsentlig forskel på den åbenlyst selektive, kulturforblændede måde, hvorpå folk som fx Kai Sølander og Jan Lindhart ser kristendom (dvs. som i sin kerne pragmatisk, åben og nærmest demokrati-fødende - modsat fx islam!), og den måde, hvorpå Vattimo ser den. Vattimo ender altså der, hvor han ikke ville være - ved et arkimedisk punkt, og endda med et meget eksplicit og (skulle man mene) åbenlyst kulturelt absolut som baggrund. Der kan relativismen - i hvert fald potentielt - være en noget mere ærlig indfaldsvinkel end Vattimos snyde-nihilisme: Den er sig sin egen uundgåelige absolutisme 'bevidst' og som relativist kan man således, om man så må sige, tage sine forholdsregler og være opmærksom på sin kulturelle begrænsning - evt. med hjælp fra ironien.

TILFØJELSE: Jens Viggo Nielsen påpeger i sin kommentar herunder, at mit citat af ham herover i sin kontekst (og især i kraft af min formulering "Nielsen (...) måtte indrømme...") indikerer, at Nielsen skulle dele Vattimos definition af nihilismen, den svage tænkning & disses konsekvenser. Det har han givetvis ret i! Da dette imidlertid ikke er tilfældet (se selv Nielsens egne kritikpunkter og nuanceringer ift Vattimo i kommentaren herunder) ville en anden formulering nok have været på sin plads fra min side.

Arbeit macht immer frei

Mens vi reelt har haft ”fuld beskæftigelse” (et i sig selv temmelig åndssvagt politisk mantra, al den stund at det utopiske i noget sådant burde være åbenlyst for enhver) i et stykke tid, mens vi befinder os i en højkonjunktur uden lige, mens dansk eksport hamrer derudaf – så er jagten gået ind på landets arbejdsløse. Tv2 Nyhederne bragte forleden aften et indslag, der omhandlede, at DSB havde haft god erfaring med at rekvirere nye ansatte ved at gå gennem AOF frem for AF: Alle der fulgte og gennemførte et ”DSB”-kursusforløb hos AOF var garanteret ansættelse bagefter. På den måde havde de fået folk, der var gået aktivt efter præcis det job. Det burde jo være en solstrålehistorie – DSB er tilfredse, de ansatte er tilfredse – men det var det bestemt ikke, hvis man skulle tro Nyhedernes vinkling og det efterfølgende interview med beskæftigelsesminister Claus Hjort-Frederiksen. Det var skandaløst, intet mindre, for det betød jo, at AF’s ledige var dovne hunde til hobe! Nu må bissen virkelig skrues på – som om den ikke har været det i adskillige år.

I dag kom De Konservatives arbejdsmarkedsordfører, Jakob Axel Nielsen, så med følgende ganske sobre og - skulle man mene - temmelig udramatiske udmelding:
»Jeg troede også på pisken, da der var krymmel på lagkagen, men vi er ved at have fået alle i arbejde, der kan arbejde. Vi skylder os selv som politikere, de ledige, arbejdsgiverne og de ansatte i kommunerne og hos AF at være en smule mere realistiske«.

Endnu engang: stor skandale! I Venstre – og Axel Nielsen eget bagland, i øvrigt – er man ikke interesseret i realisme, men utopi. Erhvervslivet råber arbejdskraft, vækst må avle vækst, og det skal fandeme ikke være polakkerne, der hiver i arbejdstøjet i Dannevang (sic!).
Det er mildest talt usmageligt, at dansk beskæftigelsespolitik – for ikke at tale om den måde, arbejdsløse almindeligvis omtales og vurderes i samfundsøjemed – baserer sig på systematisk mistænkeliggørelse og moralsk kriminalisering af arbejdsløse. At denne tager til i heftighed, jo bedre det går for dansk økonomi og samfundet som helhed, er selvsagt absurd. Det er på tide at mantraet om fuld beskæftigelse - et mantra, der også dyrkes på venstrefløjen - streges ud af den politiske ordbog. Og endvidere, i bredere perspektiv, er det på tide at man vågner op og ser krisetegnene i et samfund, hvor stress er blevet en folkesygdom, og dropper tanken om arbejde som det eneste saliggørende og meningsgivende i den menneskelige tilværelse. Det er kort sagt på tide at mane arbejdshysteriets utopi i jorden, som man har gjort det med andet ideologisk vraggods fra det 19. og 20. århundrede.

Dyrerettigheder og pornografi

Jeg har netop færdiglæst J. Eric Millers debut(og foreløbigt eneste)novellesamling "Animal Rights & Pornography", som jeg faldt over ved et tilfælde under et besøg i Paris (mine temmelig beskedne franskkundskaber afholdt mig fra overoptimistiske investeringer i fransksproget litteratur). Bogen er fra 2004 og udgivet på det temmelig "hippe", New York-baserede Soft Skull Press.

Det er en særdeles anbefalelsesværdig bog. Eric Millers skriverier beskrives på bogens bagside som noget, en "galdefyldt" Raymond Carver kunne have skrevet. Sådanne sammenligninger klinger naturligvis altid ret forfladigende, og denne er da også kun delvis legitim: Nok kan visse af Millers mere realistiske historier dele et vist slægtskab med Carver, når han er i sit mest dystre og nådesløse hjørne, og nok er Millers skrivestil på samme måde som Carvers ofte relativt nedbarberet og to the point. Men mange af Millers noveller bevæger sig ind på et territorium, der er langt mere surreelt, overdrevet og explicit absurd(-humoristisk, i hvert fald i nogle tilfælde) end Carvers nogensinde er det.

Titlen, "Animal Rights & Pornography" er imidlertid nogenlunde så lakonisk og to the point, som tænkes kan: Det er, overfladisk set, ofte disse to emner, der berøreres, men selvsagt ikke for deres egen skyld. Kort og lidt forenklende sagt er Millers historier et studie udi, hvordan vi som mennesker behandler hinanden og vores leveverden. Miller har selv udtalt i et interview, at novellerne endvidere er en undersøgelse af, hvad der er "obscene" (obskønt, eller måske her rettere, afskyvækkende): "What is obscene? A close up of a man’s and woman’s genitals as they have sex or a coat made out of seven hundred foxes that were born and raised in torture and then anally electrocuted, skinned-- sometimes alive, and sewn together for fashion?"
Det lyder måske som en veganerbibel i skønlitterær forklædning - men det er nu langt fra tilfældet. Nok handler flere af novellerne bl.a. om menneskelig udnyttelse af dyr (hvilket da iøvrigt også er et ganske legitimt og relevant emne), men langtfra på nogen entydig måde ("Exploiter" er fx en historie om en fanatisk vegetar, der næsten dræber sin gamle dyremishandler af en far); og endvidere synes fokuset i højere grad lagt på menneskers udnyttelse af mennesker. Og nej, vi har heller ikke at gøre med et moraliserende pornohader-angreb a la Anders Morgenthalers skamroste "Princess" film. Som ( næsten ) al god kunst er "Animal Rights & Pornography" flertydig i sine pointer og undersøgende fremfor belærende.

Miller er skånesløs, men af og til også (og her er han nok i virkeligheden allerbedst) utroligt medfølende, i sine personportrætter. På sin vis kan han i den henseende minde lidt om den kontroversielle amerikanske filmskaber Todd Solondz (bl.a. Happiness & Palindromes), hvis film - på linje med, hvad nogen har ment om Millers skriverier - altid anklages for at være for kyniske og misantropiske, men som faktisk ganske ofte går væsentligt dybere & mere fordomsfrit (læs: mere empatisk) ind i sine (skæve)karakterer end de fleste film gør. Og jo, nok er Millers historier af og til ikke udpræget rar læsning - men hvem har dog sagt, litteratur nødvendigvis skal være det? Det væsentligste er, at karaktererne ofte er såre menneskelige, i al deres brutalitet, modbydelighed, sårbarhed og (til tider også!) famlende forsøg på at gøre, hvad der forekommer dem rigtigt.

Et udvalg af novellerne fra bogen er tilgængelige på internettet, heriblandt førnævnte "Exploiter" og den sublime "Broken Harder" - links til novellerne findes på J. Eric Millers egen hjemmeside.

Den retskafne kynisme

Mens bomberne falder over Libanon, praktiserer vi i Danmark en mere subtil, sofistikeret og systematiseret form for umenneskelighed end den brutale og ligefremme art, Israel lægger for dagen. Knap havde de evakuerede, dybt rystede danskere (for ja, det er hvad de er – at være dansk er ikke og bliver aldrig et spørgsmål om ånd, kultur eller blod; det er en såre formel affære) fået fast jord under fødderne, før Søren Espersen foreslog, at disse mennesker skulle tjekkes for socialt bedrageri. Det mest perverse i denne sammenhæng er ikke Espersen forslag - det er efterhånden svært at overraskes over hans afstumpethed - men derimod det faktum, at flere kommuner efterfølgende rent faktisk har bedyret, at de vil gøre, hvad Espersen foreslog ("foregangskommunen" i denne sammenhæng var naturligvis (sic!) Herning Kommune).

For det første er det i sig selv en opvisning i benhård kynisme at bringe spørgsmålet om socialt bedrageri op i så ulykkelig en situation som denne – det burde være indlysende. For det andet er de forskellige kommuner jo forpligtet til løbende at holde øje med, at ingen begår socialt bedrageri. Forslaget burde altså være overflødigt. For det tredje er kommunerne højst sandsynligt på kant med persondataloven, når de uden en begrundet mistanke forsøger at indhente disse oplysninger fra politiet og Udenrigsministeriet. Og for det fjerde – og heri ligger sagens modbydelige kerne – hvad er så bevæggrunden bag denne storstilede aktion? Hvad er det egentlig, kommunerne baserer mistanken på? Svaret er ubehageligt enkelt: De evakueredes etnicitet. Man konkluderer, at vi her har med danskere af anden etnisk herkomst at gøre og slutter derfra: Disse mennesker er sikkert på understøttelse (det er den slags jo) og, endvidere: De snyder nok systemet. Men selv hvis nogle af de evakuerede er på understøttelse, kan de naturligvis sagtens have opholdt sig i Libanon uden at bedrive socialt bedrageri – kontanthjælpsmodtagere har ret til 4 ugers aktiveringsfri periode om året, og socialforvaltningen kan godkende en udlandsrejse i denne periode. Der er kort sagt tale om en mistanke baseret alene på modbydelige fordomme.

In other news, og bestemt ikke mere opløftende af slagsen, så vil Pia Kjærsgaard nu rette henvendelse til Rikke Hvilshøj for at få hende til at forklare, hvorfor Flygtningenævnets formand Bent Ove Jespersen har sagt, at de sultestrejkende iranere – hvoraf den ene i parentes bemærket d. 26. juli blev indlagt med nyresvigt – ikke skal overholde deres udrejsefrist. Der er altså ikke tale om nogen domsomstødelse, men selv denne nok så beskedne udmelding er altså for hård kost for Kjærsgaard, der i et af sine ugebreve for nyligt advarede mod ”føleri” og ”tossegodhed” i sager som denne: Loven må overholdes! Kynismen er som altid på plads, men hykleriet er mildest talt også til at tage og føle på: Mens Kjærsgaard og co. benytter enhver given lejlighed til at rase mod styret i Iran og islamister generelt, mens de skriver spalte op og spalte ned om disses vederstyggeligheder mod menneskeheden, så er sagen åbenbart en anden, når Danmark rent faktisk har en mulighed for at beskytte ofrene for sådanne repressive regimer. Igen: Dansk Folkepartis hykleri og grænseløse kynisme kan næppe komme bag på én længere, men det gør det selvsagt blot mere deprimerende, at det er dette parti, der egenhændigt tegner dansk udlændingepolitik.

Ytringsfrihed på udebanen (Ytringsfrihed, del 2)

Det er næsten morsomt at se statsminister Anders Fogh Rasmussen og Pia Kjærsgaards heroiske og kompromisløse ”kamp for ytringsfriheden”, når man nu ved, at de tos ledelsesstil i egne partier kendetegnes ved noget nær ultimativ magtfuldkommenhed. Statsministeren har ved flere lejligheder demonstreret dette: Foghs arrogante negligering af udenrigsminister Per Stig Møller og hans stab i dokumentaren ”Fogh Bag Facaden” er vel efterhånden legendarisk, men også afklapsningen af socialminister Eva Kjær Hansen i ”ulighedssagen” var et tydeligt eksempel på, at statsministeren ikke tolerer afvigere fra den rette lære.
Dansk Folkeparti er kendt for en stram centralstyring internt i partiet, hvilket bl.a. kom til udtryk i Frevert-sagen, hvor DFs lokalpolitikere af pressesekretæren fik besked på ikke at udtale sig, da sagen rullede. Derudover har vi også set, hvorledes Pia Kjærsgaard kontant satte Messerschmidt og Camre på plads, da de ønskede at rejse en debat i partiet om fremtidens velfærdsydelser. Ytringsfrihed er tilsyneladende kun en fundamental og urørlig værdi, så længe den ikke skal praktiseres internt i Kjærsgaards og Rasmussens partier.

Travlhed ved håndvasken (Ytringsfrihed, del 1)

Der er i sandhed mange, der har travlt med at vaske hænder i disse dage, når det gælder deres rolle i Muhammedkonflikten. Statsministeren skyder panisk med spredehagl mod erhvervslivet såvel som Politiken, der har udført den pinagtigt passive Folketingsoppositions opgave og dokumenteret, hvorledes statsministeren manipulerede ordlyden af ambassadørernes brev og overhørte adskillige advarsler før konflikten for alvor brød løs. Nu gør JP så et stort nummer ud af, at religionshistoriker Tim Jensen ikke – modsat hvad Politiken har skrevet – havde advaret JP mod at bringe tegningerne. Ifølge JP.dk var dette ”en af flere forkerte oplysninger, som var med til at skærpe konflikten om Muhammed-tegningerne”.
For det første er det stærkt utænkeligt, at det skulle have medvirket til en skærpelse af konflikten, hvorvidt en religionshistoriker på forhånd har advaret – en redaktion, som må have ekspertbistand, for at kunne se det tåbelige i at bringe de tegninger, er mildest talt meget lidt kompetente: en smule almindelig anstændighed burde være nok! Anstændighed eller ej, JPs redaktion er jo ikke dumme, og de vidste naturligvis godt, at tegningerne ville virke krænkende – hvad den tilhørende tekst da også klart gav udtryk for – hvilket selvsagt gør sagen desto mere alvorlig end nok så mange ekspertadvarsler.
For det andet har JP jo talrige gange langet ud efter andre, der ikke ønskede at forsvare publikationen af tegningerne. Denne selvforherligende martyrrolle afslører jo med tydelighed, at JP i realiteten intet fortryder. Hvorfor dog ikke bare tage konsekvensen af dette korstog for ytringsfriheden og trække den i forvejen halvhjertede undskyldning tilbage? Det ville da være mere konsistent end al denne håndvasken!

Velkomst

Velkommen til "Med det hele...".

Det er mit håb, at mine skriverier i denne blog vil komme til at favne mange forskellige aspekter af tilværelsen, såsom politik, bøger, musik, filosofi, tegneserier mv. - derfor navnet, der er stjålet fra oversætter Klaus Lyngaards danske titel til "Ham on Rye", den gudsbenådede drukmås og forfatter Charles Bukowskis røverhistorie af en selvbiografi. Ind til videre må en hovedvægt dog nok forventes på skriverier af mere politisk/samfundsorienteret karakter.

Alle indlæggene vil - som alt andet interessant i denne verden - være personlige uden at være narcissistiske.

Kommentarer modtages selvsagt med kyshånd, om end jeg dog på forhånd vil frabede mig højreorienterede krigserklæringer og unuancerede angreb - lad det være en stilfærdig bøn.

Slutteligt vil jeg, til de det måtte interessere, henvise til 2 hjemmesider, som fokuserer på mine musikalske udskejelser - http://lowfire.mymusic.dk har flere uudgivne sange fra mit soloprojekt Low Fire til gratis download, mens http://geocities.com/niklas86 er mit lille hobby-pladeselskab Flameout Records' hjemmeside.

Kh.
Niklas S. H.